Symboler og billedsprog

Guldhornene symboliserer en forening af det fysiske og åndelige

Digtets centrale symbol er selve guldhornene. Guldhornene er i fysisk forstand meget smukke og værdifulde, men samtidig indeholder de også en åndelighed og guddommelighed i sig. På den måde går udseende og betydning op i en højere enhed i guldhornene. De bliver et symbol på, at det igennem kunsten er muligt at forene den fysiske og den åndelige verden, som almindelige mennesker oplever som adskilt. 

Det er tydeligt, at Guldhornene er meget smukke. De er lavet af guld, og de ”funkler” (strofe 16) og glimter med deres ”gyldne Luer” (strofe 6). I strofe 19 får vi at vide, at de bliver udstillet ”som Pragt”. Det vil sige, at de bliver opfattet som så kostbare og ædle genstande, at de er værd at udstille. 

Men de er ikke kun smukke og prægtige at kigge på. De indeholder også en guddommelig og åndelig dimension. De bliver nemlig givet til menneskene af guderne. Samtidig bliver de også gentagne gange beskrevet som en helligdom, og i strofe 17 betegnes de som ”Evighedens Underværker”. Brugen af ordet ’evigheden’ peger på noget guddommeligt, og et underværk betegner typisk en genstand eller hændelse, som er knyttet til en guddommelig magt. 

Herudover bruges ordene ”det ærværdigt Höie!” (strofe 19) også om dem. Det betyder egentligt ’det ophøjede, som vækker respekt eller ærefrygt’. Det bliver endda foreslået, at guldhornene kan bruges som en alterkalk i kirken. Det vil sige, at de kan bruges som den kande, præsten hælder vinen fra ved nadveren. Det sker i strofe 19: ”Jesu Blod paa Herrens Alter / fylde dem, som Blod i Lunden.” Guldhornene bliver dermed både forbundet til den nordiske mytologi og kristendommen.

Det er dog slet ikke alle, der kan se både det fysiske og det åndelige el...