Fortælleteknik
Digtet er fortalt af et lyrisk jeg
”Nat i Berlin 1921” er fortalt af et lyrisk jeg. Jeget er i digtets indledning frustreret over sin søvnløshed, der er forårsaget af hestelarmen fra gaden. Det lyriske jeg er i en tilstand, hvor fornuften er ved at miste sit tag i bevidstheden. Drifterne tager i stedet styringen i jegets indre.
Lydene af kvinder og heste fra gaden blander sig med jegets begær. Sanseindtrykkene bliver til billeder af brunstige, kvindelige kentaurer, der stormer jegets hotel og trænger ind på hans værelse. Jegets tilstand udvikler sig på den måde fra rendyrket frustration til en tilstand, hvor lyst og begær blander sig med afsky og rædsel.
Det lyriske jeg har derfor en ambivalent holdning til de syner, som sanseindtrykkene vækker. Stemningen veksler mellem afsky og lyst, hvilket måske antyder, at de to følelser er ganske nært beslægtede, selvom de også er hinandens modsætninger.
En stor del af digtet foregår i det lyriske jegs bevidsthed. De første fire strofer beskriver de udefrakommende sanseindtryk, der påvirker jeget. Sanseindtrykkene er alle lydlige. I femte strofe smelter lydene af heste og kvinder sammen i jegets bevidsthed. Fantasien danner billederne af de kvindelige kentaurer.
Resten ...
